
Logo redesign
Redesignet af Jyllinge FC’s logo er skabt med stor respekt for klubbens
historie og identitet, men også med et klart blik rettet mod fremtiden.
Det eksisterende logo har i mange år været et stærkt symbol på fælles
skab, lokal forankring og tradition – og netop derfor har det været vigtigt ikke at starte fra nul, men at bygge videre på det fundament, klubben allerede står på.
Det nye logo markerer samtidig begyndelsen på et større rebrand og et
ønske om at optimere klubben både visuelt og organisatorisk.
Et signal om, at Jyllinge FC tager næste skridt og tør tænke mere moderne, mere professionelt og mere langsigtet.
Optimering/modernisering
Det ikoniske anker er bevaret som det centrale symbol i logoet, men er blevet forenklet og optimeret.
Hvor det tidligere var mere detaljeret og komplekst, er det nye ikon designet efter princippet om simplicitet og genkendelighed.
Det betyder, at logoet fungerer lige så godt i små størrelser som i store – et vigtigt krav i moderne visuel kommunikation.
Samtidig skaber den runde form et mere nutidigt udtryk, som fungerer bedre på tværs af digitale platforme, sociale medier og merchandise.

SoMe Rebrand
Jeg har konsekvent brugt klubbens røde farve som primær baggrund, kombineret med beige/guld og hvid for at skabe kontrast og et eksklusivt udtryk.
Det gør, at alle opslag føles som en del af samme univers – uanset indhold.
Kompositionsmæssigt arbejder jeg med faste zoner: Toppen bruges til kontekst (kamp, modstander), midten til det primære visuelle og bunden til information og afsender. Samtidig går logo, sponsor og informationselementer igen i samme placeringer, som gør opslagene nemme at aflæse.
Derudover har jeg integreret logoets former i baggrunden som grafiske elementer. Det er med til at binde identiteten sammen og skabe sammenhæng mellem logo og content.









